Minerydning i Kroatien

I Kroatien har man fjernet hundredtusindvis af miner fra borgerkrigens rædsler. Dengang i 1991 udbrød den kroatiske selvstændighedskrig, hvor dødbringende serbiske angreb resulterede i, at omkring 20 kroatiske politi- og militærfolk blev tortureret og dræbt i den lille landsby Kusonje i den østlige del af landet. Krigen har efterladt mange tragiske minder og dybe ar på sjælen, og byens forfærdelige krigshistorie hjemsøgte området i flere år efter krigens afslutning.

Senere, i 1998, fik en lille nystartet humanitær minerydningsorganisation fra Schweiz som nogle af de første nys om, at de kunne bidrage til at gøre den krigsramte by Kusonje sikker igen ved at fjerne livsfarlige landminer, ueksploderede bomber og gammel ammunition. Man vidste ikke præcist, hvilke områder i landsbyen der var sikre, og mange mennesker måtte derfor forlade deres hjem og flytte andre steder hen. Ifølge Hansjörg Erbele, direktør og medstifter af den schweiziske organisation (FSD), fik man at vide, at en landsby var brændt ned og forladt af alle.

Den schweiziske minerydningsorganisation (FSD) var blandt de første udenlandske organisationer, der fik lov til at arbejde med minerydning i Kroatien efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. De endte med at rydde omkring 40.000 kvadratmeter jord, som efterfølgende blev overdraget til myndighederne. Kusonje var langt fra den eneste landsby med problemer med landminer, bomber og efterladt ammunition. Siden krigens afslutning i 1995 og frem til 2020 er mere end 2.000 mennesker kommet til skade, og 208 har mistet livet.

Over de seneste årtier er næsten 108.000 miner og omkring 409.000 stykker ueksploderet ammunition blevet fjernet. Dette har i dag gjort Kroatien til et minefrit land efter mange års oprydningsarbejde. Når man tænker på minerydning, forestiller man sig ofte folk i beskyttelsesudstyr med metaldetektorer, der centimeter for centimeter gennemsøger jorden for sprængfarlige materialer. Hansjörg Erbele forklarer dog, at der ligger et omfattende forarbejde bag, før de nedgravede miner kan fjernes.

Det kan tage mange måneder eller år at rydde områder på denne måde. Nogle gange viser det sig endda, at der slet ikke er miner i de områder, man har brugt lang tid på at undersøge. Hvis man kan sikre, at områder er minefri uden brug af metaldetektorer, udfører man i stedet en ikke-teknisk undersøgelse. Her tager eksperter ud i områderne for at vurdere risikoen ved blandt andet at tale med lokale beboere, politi og tidligere soldater.

I dag anvender man satellitbilleder, droner og databaser til at vurdere, hvor farlige bestemte områder er, og i nogle tilfælde kan de frigives med det samme. Det er både billigere og mere effektivt. Hvis der er tegn på landminer, bliver områderne markeret med afspærringer og advarselsskilte, hvorefter man går i gang med tekniske undersøgelser med hunde, maskiner og kortlægning.

Den store mængde landminer i Kroatien stammer fra den kroatiske selvstændighedskrig fra 1990-1995, som fulgte efter Jugoslaviens opløsning. Under krigene i det tidligere Jugoslavien blev der placeret millioner af miner i Kroatien, Bosnien, Kosovo og Serbien. Mere end 20.000 mennesker mistede livet under krigen i Kroatien, og mange lever stadig med traumer, tab og sorg.

Efter krigen var omkring 13.000 kvadratkilometer i Kroatien mistænkt for at indeholde landminer. Minefelterne strakte sig langs tidligere frontlinjer gennem skove, landbrugsjord og landområder, hvilket gjorde store områder livsfarlige i mange år. Ueksploderet ammunition som bomber, morterer og granater udgør ofte et endnu større problem end landminer, da de kan være spredt tilfældigt i områder, som ikke nødvendigvis er blevet undersøgt.

Oprydningen har kostet, hvad der svarer til næsten 9 milliarder danske kroner. Samtidig har arbejdet haft en høj menneskelig pris, idet 42 mineryddere har mistet livet under arbejdet i farlige områder. Flere virksomheder har bidraget til indsatsen, og i dag er Kroatien hjemsted for en af verdens største producenter af minerydningsmaskiner, som eksporterer teknologi og ekspertise til resten af verden. For 30 år siden havde landet ikke denne industri – i dag er det førende inden for minerydning.