Anmeldelse af Coyote Vs. ACME

Hvis du stadig ikke er overbevist om, at kreativiteten og originaliteten er under pres – især i filmbranchen – skal du bare se på den vanvittige historie om, hvordan den igennem gennemførte og fantastiske Coyote vs. ACME lige ved var endt med aldrig at ramme biograferne. Filmen bygger på en kendt satirisk tekst af Ian Frazier (også med inspiration fra de uopslidelige Looney Tunes-tegnefilm), som blev bragt til The New Yorker i 1990. Arbejdet med filmudgaven begyndte først i sommeren 2018.. I foråret 2022 blev spillefilmsscenerne optaget i New Mexico.

Men i november 2023 besluttede Warner Bros. og Discovery at lægge filmen på hylden for at få et skattefradrag. Den stærkt besynderlige beslutning i 2023 om at skrinlægge filmen, udløste enorm vrede hos både branchefolk og fans online. Det førte i sidste ende til, at Warner Bros. indgik i et forlig om at lade filmskaberne lede efter en anden distributør. Efter adskillige forgæves forsøg sikrede Ketchup Entertainment sig rettighederne til Coyote vs. ACME, og det er grunden til, at du nu kan se filmen i biografen og med tiden på streaming.

Det tog tre år, men Coyote vs. ACME har endelig ramt biograflærredet og begejstrer publikum i alle aldre med sin uimodståelige blanding af slapstick-humor, skarpsindig satire og en snert af hjertevarme her og der. Det kan konkluderes, at filmen absolut var ventetiden værd. I en verden, hvor underholdningsgiganterne tilsyneladende kun tænker på profit, føles det som et mindre mirakel – og netop derfor bør du løbe – Meep Meep! – ned og se denne sene sommerperle på det store lærred.

Præmissen er ligeså enkel, som den er genial: Efter i årevis at være blevet kvæstet af at få en kæmpe armbolt i hovedet, slangebøsser der ikke bare rammer ved siden af med et par centimeter, men med flere kilometer, og have fået ansigtet sprængt i stykker af dynamitstænger i tegnefilmene, har Wile E. Coyote – en mangeårig forbruger af ACME-produkter – besluttet sig for at sagsøge det firma, der har forvoldt ham så meget smerte. Han har brugt alt det ACME-udstyr til kun ét enkelt formål: at fange den blå-gule fartdjævel Road Runner, som både er ufangelig og uransagelig.

Men nu er bægeret tilsyneladende fyldt, og måske er det i virkeligheden ACME, der er problemet. Efter i årtier at have lidt under svigtende ACME-produkter i sine forsøg på at fange den pokkers Road Runner, beslutter Wile E. Coyote sig for at sagsøge selskabet. Han hyrer erstatningsadvokaten Kevin Avery (Will Forte) fra Albuquerque til at repræsentere sig over for ACME’s benhårde CEO Foghorn Leghorn, og erhvervsadvokater med Buddy Crane (John Cena) i spidsen — som tilfældigvis er en af Kevins gamle studiekammerater fra jura.

Coyote vs. ACME foregår i en verden, hvor tegnefilmsfigurer og mennesker lever side om side, så det er helt efter bogen, da Wile E. tropper op på Averys kontor i Albuquerque. Gennem årene har Kevin ført adskillige erstatningssager mod ACME på vegne af sine tegnefilmsklienter - men de er som regel blevet afgjort uden om retten for beskedne beløb. Det forventer han også vil ske med Wile E.’s sag — indtil en trykfejl fører til, at der rejses et gigantisk søgsmål mod samtlige ACME-produkter. ACME tilbyder uventet (og mistænkeligt) et meget rundhåndet forlig. Men prærieulven har andre planer og river aftalen i stykker, hvilket tvinger sagen for retten.

Problemet er bare, at Kevin ikke har nogen erfaring med retssager og kun har sin niece og praktikant Paige (Lana Condor) samt partnerne Sal Maltese (Tone Bell) og Dottie Jones (Martha Kelly) til at hjælpe sig. Road Runner er det eneste øjenvidne til Wile E.’s mange uheld med ACME-produkter, og det er stærkt usandsynligt, at den dukker op i retten, da den er næsten umulig at fange. ACME gemmer desuden på en dyster, mørk hemmelighed om noget kaldet "Projekt Sisyfos" og en ACME-produktudviklers mystiske forsvinden tilbage i 1992. Og de vil strække sig overordentlig langt for at beskytte den hemmelighed.

Looney Tunes-fans vil fryde sig over de mange gæsteoptrædener og begavede referencer til franchisens rige historie - herunder karakterer som Bugs Bunny, Daffy Duck, Tweety Bird, Porky Pig, Elmer Fudd og mange flere- og helt ned til navnene på de menneskelige hovedpersoner. Kevin Avery er opkaldt efter animatoren Tex Avery; Sal Maltese efter manuskriptforfatteren Michael Maltese; og Dottie Jones efter animatoren Chuck Jones, som var med til at skabe Wile E. Coyote og Road Runner.

Men filmen rummer også hjerte ud over humoren samt et inspirerende budskab: Wile E. er i den grad den ukuelige underdog, der rejser sig igen efter hvert eneste nederlag og prøver igen og igen og igen. Det er netop den stædige vedholdenhed, der giver jagten mening, selvom han synes dømt til aldrig at lykkes med sit projekt.

Wile E. Coyote har uhyggelige planer, når det kommer til at fange Road Runner, med forventningen om at spise det hurtige dyr. Alligevel er det ret sjovt og ironisk, at karakteren bruger hundredvis af dollars på ACME-produkter, når han kunne bruge de penge til at købe et færdiglavet måltid. Men efter år med uafbrudt fiasko, virker Wile færdig med konstant at blive tævet – selvom de ikke alle kan dø.

Ideen om, at tegnefilmsfigurer ses som underlegne og accepteres til brug i eksperimenter, afspejler samfundet og retfærdiggør deres brug til at gøre de rige rigere gennem deres smerte. Filmen viser også det dybe forhold mellem Wile E. Coyote og hans formodede nemesis, Roadrunner – dette Fang-Mig-Hvis-Du-Kan-forhold, der har eksisteret siden 1949. Mens Wile ser Roadrunner som mad, ser Roadrunner deres interaktion som leg som venner, hvilket måske har ændret nogle ting mellem dem – måske. Måske ikke.

Men her stråler hans overskud: Det kan lyde mærkeligt at sige, at Coyote vs. ACME bæres af en let tone – det er trods alt en film, hvor folk får en træhammer i hovedet, og hvor ansigtstræk omrokeres af svigtende sprængstoffer. Men i Coyote vs. ACME er alt skruet perfekt sammen. Manuskriptet er skrevet af Samy Burch, James Gunn og Jeremy Slater; stemmerne til de fleste figurer – inklusive Bugs Bunny, som en informant i trenchcoat, og Elmer Fudd, som en gravalvorlig senator, der afhører "Mr. Runner" under en høring.

Som det kan ses, er der en del advokatdrama i denne film, men det lykkes dem at finde en god balance mellem et spændende plot, masser af humor og klassisk Looney Tunes-kaos, så hele familien kan følge med.
Wile E. Coyote stjæler billedet som den stumme, men meget arrogante ulv. Selvom han kan kommunikere med skilte, er der mange af de bedste øjeblikke, hvor han bare gør, hvad der passer ham, og driver Kevin til vanvid. Samtidig finder man Coyote meget mere charmerende, end man nok husker ham fra de klassiske tegnefilm, og man begynder hurtigt at holde med ham gennem filmen.

Og jeg synes, de gør et skønt arbejde, når karaktererne deler skærm med tegnefilmsfigurerne. I Space Jam var Looney Tunes en verden for sig selv, hvorefter Back in Action handlede om, at figurerne var særlige stjerner i blandt andet Hollywood. Nu lever de bare side om side i Coyote vs. ACME. Man skal derfor ikke stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Foghorn Leghorn er CEO for ACME, eller hvorfor Yosemite Sam driver en taco restaurant. Sådan fungerer verdenen nu bare, og det er ganske underholdende.

Coyote vs. ACME handler grundlæggende om den lille mand, der kæmper mod – og besejrer – en mægtig virksomhedsgigant. Kan det tænkes, at Chuck Jones og hans slæng, da de opfandt en altmulig-virksomhed, som kunne opfylde ethvert af vores materielle ønsker og aflevere pakker næsten inden, vi overhovedet havde afgivet ordren, på en eller anden skør måde forudså Amazons indtog? De har nok næppe kunnet forestille sig det, og det er måske også meget godt.

For den verden, de drømte sig frem til – en verden fuld af gakket slapstick-underholdning, bragende eksplosioner, der aldrig lader nogen komme til skade, og ansigter og stemmer, vi kan fremmane i vores erindring lige så let som vores nærmeste – er bedre end noget, der kan købes for penge. I Coyote vs. ACME vinder den lille mand, og det gør vi også. I stedet for at få langet en filmisk eksploderende cigar i hånden, som andre tror, vi gerne vil have, får vi det, vi ikke anede, vi manglede: En film om en prærieulv, en fugl og et sagsanlæg – en film, der både taler direkte ind i vores tid, og lader os slippe væk fra tiden i et par timer.

Så var alt dramaet og ventetiden med filmen det hele værd? Ja. 100%. Ikke nok med, at det er en underholdende film, så er den VIRKELIG underholdende. Der er en masse sjov, en fed historie, og de formår at få en film om retssager og advokater til at fange publikum og være sjov nok til, at de fleste kan føle sig underholdt. Jeg kan ikke andet end at anbefale filmen og håbe, det giver Warner Br- øh, jeg mener ACME — en lektion i at lytte til, hvad folket vil se.